Indholdet på disse sider er dybt inspireret af den indiske vismand Ramana Maharshi´s lære. Hans visdom er simpel og tit så lige til, at mange overser hans budskaber, simpelthen fordi de tror, at det er mere kompliceret end tilfældet er. Ofte forstod børnene i Ashramen bedre hans virke, end mange af de voksne.
Hans lære er i virkeligheden en vej, men kan for forståelsens klarhed beskrives i to veje, hvor man følger den ene eller den anden vej eller begge veje samtidigt, indtil vejene mødes og bliver til en og samme vej.
Den korteste vej er hengivelsens vej. På denne vej overgiver man sig fuldstændigt til det, der er i ethvert givent øjeblik. Nogle kalder dette, at lade Guds vilje ske. Andre overgiver sig gennem deres kærlighed til Guruen (f.eks. Ramana Maharshi, Jesus eller andre). Deres hengivenhed giver dem modet til at underkaste sig deres egen vilje og når det sker, bliver de i stand til at acceptere det, der er. De bliver tilfredse med det, der sker i deres liv. De føler sig beskyttet af Guruen. Det er det, vi andre ser på det ydre plan. På det indre plan sker der det, at den individuelle personlighed overgiver sig selv til helheden. Når overgivelsen er komplet, smelter den individuelle væren (personligheden) sammen med Guruen (den universelle væren) og det eneste, der bliver tilbage er et fuldstændigt nærvær. Bevidst nærvær. I denne tilstand forsvinder al lidelse, fordi alting er i orden, præcis som det er. Der er altså kun lidelse så længe, der er en personlig identitet. Nogle formår at overgive sig fuldstændigt til Gud eller en Guru. Andre kan ikke lade en andens vilje bestemme over vores egen. Fra Ramanas perspektiv overgiver vi os i bund og grund til ingen anden end os selv. Vores personlige væren overgiver sig til vores universelle væren. Til den ene, som vi allesammen i virkeligheden er bag personlighedens slør. Først når et menneske indser, at hans sande identitet er det bevidste nærvær og intet andet, bliver han/hun måske i stand til at overgive sig, da det i sidste instans er sig selv, man overgiver sig til. Ens sande Selv. Ramana Maharshi ledte mange mennesker på denne vej. Hovedsageligt gennem stilhed. I stilhed kunne han fuldstændigt manifestere værenstilstanden. Han forsøgte at vise mennesker tilstanden og hjælpe dem ind i tilstanden af væren. Det er altid lettest at gøre uden ord, da ord skaber dualitet og fjerner os fra den direkte oplevelse.
Hvis det ikke var muligt for et menneske at begribe denne sandhed gennem tavs indvigelse, valgte Ramana, hvis han anså mennesket for oprigtigt interesseret i sin søgen, også at opmuntre til Self-inquiry vha. spørgsmålet “Hvem er jeg?” I denne teknik skal fokus konstant holdes på, hvem det er, der er vidne til det, der sker. Hvem observerer tankerne? Hvem mærker kroppens smerter? Hvem er vidne til, at sindet er fortvivlet? På denne måde trækkes sindet automatisk længere og længere ind mod sin kilde, indtil det (også gennem intellektuel forståelse og erkendelse) bliver i stand til at overgive sig til vidnet, hvorved det smelter sammen med den universelle bevidsthed.
Ofte følger vi mennesker begge veje, indtil vores forståelse modnes nok til, at vi bliver i stand til at overgive os selv fuldstændigt. Dette er for mig at se, det der beskrives i Jesus historie, hvor sammensmeltningen med Gud sker i korsfæstelsen, hvor Jesus må opgive sin personlighed og sin krop for at få det evige lykkelige liv. For mange helgener er det beskrevet gennem voldsomme lidelseshistorier. For mig at se behøver det slet ikke at være så lidelsesfuldt. For personligheden vil det undertiden føles som en død, men når først identiteten ligger mere hos den evige kildes væren end hos personligheden, bliver rejsen en historie om evigt liv. Her er døden ikke reel. Den fysiske krops død er selvfølgelig reel, men kroppen behøver ikke at dø, som for Jesus, for at et menneske kan opnå enhed med sin skaberkilde. Det kan, som også i Ramanas tilfælde, sagtens ske, mens kroppen er i levende live.
Et tilfreds lykkeligt liv, fordi man accepterer livet, præcist som det er med alle dets udfordringer uden individuelle ønsker om, hvordan det burde være. Som et barn, der ikke aner, at noget er rigtigt og noget er forkert. At noget er bedre end andet. Et barn, der blot udforsker det, der er. Men ikke et ignorant barn, der ikke ved bedre, men derimod en erfaren voksen, der i bund og grund lever med en dyb accept af, hvad livet er og med den viden vælge at nyde og virkelig suge alle oplevelser fuldt ind og gennemleve dem. Både det positive og det negative. Blot fordi, det er og fordi den erfarne ved, at alle oplevelser forsvinder igen. Det er deres natur. De er ikke farlige, for det er umuligt for dem at eksistere til evig tid, hvis vi er i stand til at leve hvert eneste øjeblik fuldt ud. Lade det gå igennem os og give slip på det igen og fortsætte fra et givent nu til det næste i en evig dans. Når vi accepterer verdens forgængelighed, kroppens forandringer, sindets flyvske natur, bliver vi i stand til at hvile i bevidsthedens evighed.