En ung mand træder i det samme ind i rummet. Jeg mærker forventningens glæde gå igennem menneskemængden. Nogle oplever også en genkendelsens glæde, kan jeg se på deres ansigtsudtryk. Han går stille rundt mellem deltagerne og ender oppe på et lille podium, hvor han sætter sig ned i meditationsstilling med lukkede øjne. Salen falder til ro sammen med ham.
Jeg kigger på hans mørke krøllede hår og hans sandfarvet løse tøj. Hans ansigt er kantet men med en snert af feminitet. En uvant blanding. Jeg kigger rundt og ser, hvor mange der sidder og mediterer ligesom ham. Aftenens meditation er åbenbart i fuld gang og det er kun os nye på uvant territorium, der sidder og venter på at aftenens program skal gå i gang.
Jeg rykker lidt frem og tilbage på stolen og prøver at finde den helt rigtige måde at sidde på. Jeg har aldrig prøvet at meditere før og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg lukker øjnene, hvilket bare får mig til at føle mig endnu mere fjollet. Mit kendskab til meditation strækker sig til kendskabet til, at ordet findes. Men hvad det betyder og hvad det præcist indebærer, har jeg ikke den fjerneste anelse om. Siddende her med lukkede øjne bliver jeg helt forlegen. Jeg kunne ligeså godt have sneget mig ind til en fest, som jeg faktisk ikke var inviteret til. Jeg kan ikke lade være med at åbne øjnene igen.
Efter lidt tid åbner manden på podiet også sine øjne igen. En tid senere bryder han stilheden med en forklaring om, at han ikke benytter sig af nogle teknikker. At det blot handler om at stoppe tanken.
-“good luck!” Hører jeg mig selv sige inde i mit hoved.
Manden fortsætter med at beskrive, at det er ligesom et 3D billed, der kun kan ses, hvis blikket går ud af fokus.
-“åh nej. Det her bliver sværere end jeg troede.”
Tanken kommer promte. Jeg har aldrig været god til at se 3D billeder. Faktisk er det ret umuligt for min nærsynethed med bygningsfejl at forstå, hvordan det skal kunne gå ud af fokus for at kunne lade et billed træde frem. Jeg har prøvet det mange gange, men det er aldrig lykkedes. Det eneste, der altid lykkes ved en sådan bedrift, er at fremprovokere en frontal hovedpine af bare anstrengelse. Det er ikke nogen heldig start.
Jeg får lyst til at droppe det med det samme og bare liste ud, uden at nogen opdager det. Den unge mands ord afbryder igen min tankestrøm.
-“det er ligesom i undergrundsbanen i London, når metroen holder og der i højtalerne lyder en elektronisk stemme, der gentager: ”mind the gab…mind the gab”, indtil dørene i metroen lukkes igen.”
Mit blik fæstner sig ved de mørkebrune øjne på fotografiet, der hænger på væggen bagved den unge mand. Jeg ved ikke, hvorfor mit blik lander der. Det sker ligesom bare af sig selv. Jeg har slet ikke lagt mærke til fotografiet før nu, selvom det jo højst sansynligt har hængt der hele tiden. Jeg ser ikke den ældre mand på fotografiet. Jeg ser kun hans dragende mørke øjne. Lader mig suge ind i øjnenes klarhed. Jeg har aldrig før kigget ind i så kraftfulde øjne. Det er de smukkeste og mest kærlige øjne mit blik nogensinde har mødt.
-“Mind the gab BETWEEN each word!“
Med blikket tryllebundet i de sorte øjne rammer ordene min trommehinde med sælsom kraft. Jeg mærker hvert eneste fimrehår vibrere i min øregang. Jeg bliver ekstremt opmærksom på den lyd, jeg hører i mit øre hver gang, der er en ydre pause imellem hvert ord. Jeg hører kun mellemrummet mellem lydene. Det er ikke rigtig en lyd, men det er heller ikke stilhed. Det er en summende lytten dybt inde i min øregang. Et punkt hvor tiden står stille og alt indeni blot lytter.
Herfra hører jeg hver eneste lyd, der finder vej fra verdenen udenfor til min øregang. Et bilhorn tyder. En kirkeklokke ringer fred i det fjerne. Vibrationen fra klokken bevæger sig igennem kirketårnet, husene overfor og over i dette hus, til dette rum. Jeg mærker kirkeklokkens lyd vibrere igennem mig. Den afspænder mine muskler. Alt indeni mig falder til ro. Så er det altså sandt, at kirkeklokker ringer freden ind. I hvert fald denne aften.
Alle ydre indtryk når mig rent. Den unge mands stemme i hans samtale med en kvinde, der deler sit indre med forsamlingen. Varmen. Stemningen. Hendes suk og rødmefyldte kinder. Der udspiller sig ingen censur i mit sind. Ingen analyse. Ingen bedømmelse af det, jeg er vidne til. Jeg hører det blot. Nej jeg hører det ikke kun. Det er meget mere end det. Jeg mærker denne kvinde og hendes ord og føler, hvordan ordene udspringer af kvindens følelser. Hvor bevæget kvinden er, i det hun forsøger at udtrykke. Det ske ikke, fordi jeg kan relatere kvindens følelser til noget, jeg selv har følt. Det aktiverer ikke mine egne minder. Jeg er bare fuldstændig opmærksom på kvindens ord. For første gang i mit liv hører jeg, hvad et andet menneske siger. Ikke hvad jeg forestiller mig, at sådan en kvinde vil sige eller hvad jeg forventer, at hun nok vil sige. Jeg hører blot kvindens sandhed. Mærker hvordan den sandhed manifesterer sig i krop og sind.
Normalt vil mine egne følelser blande sig som vand i et andet mennesket hav og jeg vil blive helt opslugt af hendes historie. Men det sker ikke. I stedet vender mit fokus sig indad. Det sker ikke som en viljesagt. Det sker blot af sig selv. Jeg indser, at der er helt stille inde i mit hoved. Jeg observerer det på samme måde, som de ydre indtryk. Et sind er i stilhed. Mit sind.
Så mærker jeg mine hænder snurrer. De bliver helt tunge. Hvilende i mit skød. Langsom vibrerende snurren, der breder sig ud i resten af kroppen. Min krop snurrer. Den vibrerer så meget, at jeg ikke længere kan mærke dens omkreds. Det føles, som om kroppen ikke har nogen afgrænsning. Som om, den ikke længere er omgivet af hud. Blot snurrende krop, der begynder at udvide sig. Videre og videre. Der er ikke længere noget indeni og noget udenfor. Jeg er ude af stand til at afgrænse mit legeme. Der er intet andet for mig at gøre end at følge med.
Jeg bliver et med alt. Det menneske, der sidder ved siden af mig. Det næste i rækken. Flere. Kvinden, det stadig taler. Jeg mærker hendes tårer, der løber ned min kind. Min hånd forsøger at tørre tårerne væk, men der er ingen tårer på min kind. Jeg ser tårerne løbe ned af kvindens kind. Mærker hendes hjerte slå. Sammensnøringen i hendes bryst og hals. Jeg mærker denne kvinde fuldstændigt, som var hun mig og jeg hende.
Så bliver jeg et med væggen. Rummet. Rummet ved siden af. Trappen. Vejen udenfor. Folk på vej hjem fra arbejde eller på vej ud for at spise. Bilhorn, der dytter. Byen, der summer af liv og lugter af sommer og varm mad. Bilos og sved. Kirken i det fjerne, der er holdt op med sin ringen.
Da jeg senere samme aften går hjemad gennem byens gader, befinder jeg mig i en helt ny indre tilstand. Der er stadig helt stille indeni mit hoved. Det er en syret oplevelse. Aldrig før har jeg prøvet, at der ikke er tanker i mit sind. Ligegyldigt hvad jeg ser på, aktiverer det ikke mine tanker. En bil, der kører råddent. En fuld mand, der står og råber på et gadehjørne. Nogle store drenge, der normalt vil få mig til at fortrække over på det modsatte fortov. Ingen tanker. Ingen indre kommentarer. Det er som at være beruset og fri. Lige bortset fra at jeg er fuldstændig klar og årvågen. Jeg mærker mine ben, der bevæger sig under mig. Hjertet, der banker blodet rundt i mine årer. Byens vibrationer.
Jeg kigger mig godt for, inden jeg krydser vejen. Kun for at opdage, at det er vanens magt, der får mig til det. I virkeligheden er jeg fuldstændig klar over, hvor alle andre genstande, levende som døde, befinder sig i forhold til hinanden i gadebilledet. Ikke fordi jeg kan regne det ud. Jeg ved det bare. Jeg er det. Det hele på en og samme tid.