Grundfilosofien på disse sider er, at hvis vi bevarer evnen til at lytte og udforske ligesom små børn, så bevarer vi også muligheden for at kunne være lykkelige i vores hverdag.
Selve evnen til at lytte og være til stede og undersøge enhver given situation uden forudindtaget meninger om situationen og de mennesker, der indgår i situationen, åbner op for det direkte møde med øjeblikket. Og på forunderlig vis bliver vi glade indeni, så snart vi kan mærke, det der er.
Det er svært at beskrive i ord. Det er lidt som at prøve at beskrive, hvordan en appelsin smager. Du ved det først, når du selv har smagt appelsinen. Når du smager endnu flere appelsiner, lærer du også, at hver enkelt appelsin smager af appelsin og samtidig ikke smager helt som alle andre appelsiner, du har smagt.
I hverdagen er det ofte det element, vi glemmer. Vi tager for givet, at alle appelsiner smager ens og vi behandler appelsiner og situationer, som om vi ved alt om dem på forhånd. Når vi gør det, mister vi det øjeblik, der er lige foran os. Vi tager det for givet. Samtidig glider den indre umiddelbare glæde os af hænde.
Det ser ud til, at der er en direkte sammenhæng mellem den indre følelse af dybfølt lykke og vores evne til at opleve noget fuldt ud. Med alle sanser åbne. Vi oplever det alle monumentært ved en tur langs havet eller i skoven. En virkelig god aften i venners lag. En ferie, hvor vi igen åbner os for det ukendte og det uforudsigelige.
Min oplevelse er, at evner vi at bevare denne evne til at lytte og udforske, som små børn, i vores daglige voksne hverdagsliv…ja så mærker vi også en underliggende vibration af tilfredshed og lykke, ligegyldigt hvor store udfordringer vi kan stå med i livet.
Det er ikke udfordringerne i sig selv, der afskærer os fra lykken. Det er tabet af overskuet til at lytte og være tilstede i et givent nu.
Hvis vi har haft så travlt med at leve livet og overleve livets udfordringer, at vi har mistet evnen til at lytte og være tilstede, så er der fare for, at vi har mistet vores indre udforskende legebarn. Så er der fare for, at vi har mistet vores mening med livet. Vores livsgnist. Vores iboende lykke.
Hvis det er sket, findes der mange veje tilbage. Den hurtigste, jeg kender, er at begynde at lytte til stilheden. Til stilheden imellem hver tanke. Det forsvindende lille bitte mellemrum, der næsten ikke findes, inden den næste tanke bryder frem.
Men lyt! Helt koncentreret…og pludselig vil det lille bitte mellemrum blive til en overdøvende lyd af stilhed. Så vil du pludselig ikke kunne undgå at høre stilheden mellem hver enkelt ord i sætningen. Tilsidst vil stilheden fylde mere end lydene..
…og så vil du pludselig opdage, at du er fuldt tilstede. Fuldt lyttende. Herfra vil stilheden blidt føre din hånd og lede dig på vej. En evig talende stilhed, der vil vise dig hvad universet er, hvad kærlighed er, hvad en anden er og ikke mindst hvem du er.
Det eneste det kræver af dig er, at du stopper op og begynder at lytte…
Lyt!