De fleste mennesker refererer til sig selv vha. stedordet jeg. De taler om, hvad de gør, hvad de kan, hvordan de ser ud, etc. Men kun sjældent vendes blikket mod stedordet i sig selv. Mod Jeget.
For hvem er jeget? Ikke hvad tænker jeget, hvad føler jeget, hvordan ser jeget ud i kroppen….det er alt sammen attributter til jeget og ikke jeget i sig selv. I meditationen “Hvem er jeg?” inviteres vi alle til at vende blikket direkte mod jeget og undersøge det.
I biblen svarer Gud (da Moses spørger ham, hvem han skal sige, der har sendt ham): JEG ER. Her slutter svaret. Ikke jeg er Gud, jeg er Helligånden, jeg er skaberen, jeg er blå, jeg kan godt lide smør, jeg tror ikke, at de andre kan lide mig, etc. Blot JEG ER. I dette svar gemmer bibelen en storslået viden. Ikke en viden der behøver at blive analyseret i tusinde år. Men et direkte svar, der uden omsvøb fortæller om Jegets reneste natur. Væren. Tilstedeværelse. Bevidst nærvær uden attributter.
I hinduismen kaldes tilstanden (hvor et menneske har givet slip på alle sine forestillinger om, hvad og hvem det er) for Satchitananda (Værenbevidsthedlyksaglighed). I buddhismen kaldes samme tilstand for nirvana. En tilstand, hvor Jeget kun har sin identitet i selve det at være. Være tilstede som intet andet end bevidst nærvær. Være så nærværende, at selv oplevelsen af et Jeg opløses og selve identifikationen med noget som helst forsvinder. I et sådant bevidst nærvær, opleves en indre følelse af tilfredshed. Lykke. En evig lykke fordi der ikke er noget, der skal være på en bestemt måde. Ikke er noget rigtigt og forkert. Ikke er noget adskilt fra selve værenstilstanden. I hinduismen kaldes det vores sande natur. Bevidst nærværende glæde.
Det millisekund jeget får sin identitet i andre aspekter end det bevidste nærvær, så rejser personligheden sig med sindets spil af tanker, følelser og kropslige udtryk. Så er identifikationen i personligheden. Det skal ikke forstås således, at personligheden skal undertrykkes for at lykke kan opleves. Personligheden skal bare have lov at være, det den er, personligheden. Men identifikationen med personligheden skal ophøre, således at jeget ikke er personligheden men det bevidste nærvær. Når det sker, kan personligheden endelig få lov at være fuld tilstede uden indre restriktioner, på samme måde som andre mennesker kan være tilstede uden at det de siger, bliver til jegets identitet. Så bliver jeget fri af personligheden og personligheden fri til bare at være og udtrykke sig frit.
I denne definition er Jeget Bevidstheden og personligheden er skabt af alle de ubevidste lag. Alt det, som jeget igennem barnets opvækst er begyndt at identificere sig med. Det meste af dette skabes ubevidst. Når barnet gennem de voksnes ord og handlinger begynder at opleve sig selv, som være den, der er i kraft af det, det gør og ikke længere bare oplever sig selv som JEG ER, så træder det bevidste nærvær i baggrunden og jeget bliver opbygget af alle mulige andre identifikationer skabt af endeløse ubevidste kæder af reaktioner. Skabt af årsag og virkning. I buddhisme og hinduisme beskrives dette som Mayas hjul eller slør. Samsara.
For at komme permanent tilbage til lykken igen, skal vi så at sige blive bevidste igen. Blive bevidst nærvær. Tillade al det, der ligger ubevidst i personligheden, at blive bevidstgjort gennem nærvær, indtil kun det bevidste nærvær står tilbage og skinner frit igennem personligheden. Indtil da må vi nyde de små øjeblikke af nærvær, som vi møder på vores vej og huske at vende fokus direkte mod Jeget i alt, hvad vi oplever.