Da jeg kiggede ind i de mørke øjne på fotografiet af Ramana Maharshi, åbnedes en verden af nærværende bevidsthed sig for mig. Mit sind blev helt stille. Det blev så at sige blæst helt væk for et øjeblik. Det var en gennemgribende oplevelse. Jeg så alt på en helt ny måde.
Men der skete også noget andet i den tid, der fulgte. Hver gang jeg tænkte på Ramana, så hans ansigt for mit indre blik eller kiggede ind i de mørke øjne på fotografiet af Ramana, så begyndte det at brænde i min brystkasse. En varm fysisk fornemmelse i hele brystkassen. Jeg følte mig nært knyttet til denne mand, til trods for at jeg slet ikke kendte ham. Jeg forstår i dag, at det genkendelige i hans ansigt er vores fælles kilde, men dengang oplevede jeg denne nærhed som en oplevelse af at være uendelig tæt forbundet til den ydre fysiske form Ramana Maharshi. En følelse af, at vi altid havde kendt hinanden. Jeg følte mig forbundet på en måde, som jeg ellers før kun havde kendt med familiemedlemmer. Og tit følte jeg mig mere tryg og forbundet til denne mand end til nogen anden i hele verden.
Jeg følte den største ærefrygt og velsignelse, når jeg tænkte på ham og jeg mærkede, hvordan varmen i min brystkasse, brændte al min sorg, frygt og alle andre følelse væk. Hvordan denne brændende fornemmelse rensede mig for alle de oplevelser, der havde såret mig igennem livet. Det var ekstremt helende. På nogle af de mest intense dage føltes det, som om at hele universet holdt om mig, mens tårerne løb ned af mine kinder. Selvom jeg kunne være utrøstelig, da der først blev åbnet op for sluserne i mit indre, så var det trygt at mærke alle de følelser, fordi jeg ikke stod alene med dem. Ramana var der til at holde det for mig. I hans øjne mødte jeg den største omsorg. Jeg kunne læne mig tilbage i universet og føle mig holdt om og holdt af.
Heraf lærte jeg, at det er en stor bedrift at nå til klarhed og ro i sindet. At mærke personligheden slippe sit tag i en. En stor frihed og afklaring. Men det er først, når denne klarhed bliver forbundet med hjertet, at helingen kan ske. At friheden kan blive konstant, fordi fortiden heles. Fordi alt det uforløste forløses og bliver bevidstgjort.
Jeg har sidenhen utallige gange set, hvordan andre har følt denne nåde, når hjertet begynder at varme i deres bryst under en meditation. Set hvordan det transformerer stærkere end noget andet.
I de fleste traditioner bruges forskellige slags meditationer til at vække hjertet. Buddhismen har deres hjertemeditation, som er et mantra, der reciteres igen og igen for at vække hjertet. En indisk tradition, Sahaj Marg, benytter altid en meditation, hvor de forestiller sig lys i hjertet. Det er deres meditations fokus. Der findes utallige veje til at vække hjertets nåde.
Ramana Maharshi støttede altid mennesker i bare at blive ved med deres praksis, hvis de kom til ham med en sådan, så længe deres praksis blev udført på en måde, så den rent faktisk åbnede deres hjerte. Han gjorde opmærksom på, at ethvert fokus på et objekt (et mantra, et lys i hjertet, etc.) kan være vejen ind til hjertet, men at man skal være på vagt overfor, at sindet kan bruge et sådan objekt til at forestille sig, at det er hjertet uden i virkeligheden at få kontakt til hjertet. Mantraet, det indre billede, etc. kan så at sige blive en fikseret tilstand. Et minde om en åbning, der var engang. Mere end en ægte åbning i nuet. Derfor udstak han ikke selv en teknik direkte på hjertet.
Han opfordrede mennesker til enten at overgive sig til den hengivelse, de spontant følte i hjertet, for Gud/Selvet/Guruen eller at undersøge hvem Jeget er. Begge veje fører samme sted hen og mange oplevede og oplever, ligesom jeg selv, spontant at følge begge veje samtidig. Han sagde, at overgivelsen er nødvendig for alle. At på et eller andet tidspunkt bliver vi nød til ultimativt at overgive os fuldstændigt. At give slip på vores individualitet for at opnå friheden og lykken. Men at vi må gå undersøgelsesvejen, hvis sindet har brug for mange svar, indtil det kan overgive sig, fordi det forstå.
Hvis jeg kort skal beskrive det at forankre sindet i hjertet, kan det måske udtrykkes således. Ved at åbne op for ”Hvem er jeg?” bliver sindet helt stille og klart. Det bliver rent og i stand til at være tilstede i det, der er. Men kun så længe meditationen varer. Ved at føre Bevidstheden tilbage til hjertet åbnes der for forståelsens visdom. Nåden, der opleves i denne hengivelse, helbreder alle sår og efterlader både sind og hjerte rent. Så bliver friheden og lykken mere konstant ligegyldig hvilken ydre livssituation, vi befinder os i på et givent tidspunkt. Tilsidst er alt blevet bevidstgjort og kun Bevidstheden står alene tilbage. Hvilende i hjertet.