Når vi i daglig tale taler om bevidsthed og det at være bevidst om sig selv, taler vi om det at være bevidst om personligheden. At have indsigt i sindets mekanismer. Ordet selvbevidsthed har dog gennem mit mødet med meditation, givet mig en helt anden opfattelse af, hvad Bevidsthed er. For mig er personligheden ikke Bevidstheden. Personligheden er i Bevidstheden, men de kan ikke bruges som synonymer. Hvor personligheden blot er en lille del af det indhold, der kan opleves i Bevidstheden, er Bevidstheden den tilstedeværelse, som er bevidst nærværende i alle ting.
Vi kan udforske personligheden i meditation og ved at gøre det vil oplevelser personligheden gemmer på træde frem. Det kan være vigtige meditationer, hvor der opnås afklaring og forståelse for bestemte problematikker i det personlige liv. Vi kan også vælge at vende fokus direkte mod Bevidsthedens udspring. Gøres det flyttes fokus på et tidspunkt fra personligheden til Bevidstheden. Herved kan erfares en direkte oplevelse af tilfredshed med alting, præcis som de er. I en sådan meditation opdages det, at Bevidstheden ikke har nogle præferencer i sin rene form. Der opleves en indre stilhed og med stilheden en dyb fred. Fra det perspektiv kan det indses, at det er personligheden, der har meninger. Bevidstheden er blot tilstede med sit nærvær.
Hvis Bevidstheden hviler længe nok ved sit udspring uden at lade sig distrahere af sindets iboende trang til at hoppe fra det ene til det næste, vil personen opleve en intens følelse af nærvær, hvilket udløser følelsen af indre lykke. Ikke lykke over at noget bestemt er hændt for personligheden, men bare lykke over at være tilstede (være nærværende). Derfor siges det i Hinduismen og Buddhismen, at Bevidsthedens sande natur er evig lyksaglig bevidsthed.
Personligheden vil fortsat opleve, hvad end der popper op i sindet og de følelser, tanker og kropslige fornemmelser vil fylde hver gang Bevidstheden vender sit fokus mod sindet og kroppen. Samtidig vil de aftage hver gang Bevidstheden forbliver i sin kilde og bevarer fokus rettet direkte mod sig selv. Det er for mig blevet ægte Selvbevidsthed.
Det handler om oplevelsen af identitet. Så længe vores identitetsfølelse er forbundet med vores personlighed, så længe vi sidestiller personligheden med Bevidstheden, så længe vil vi kun opleve nærværet og lykken i korte glimt. Med en daglig meditationspraksis måske i længere og længere glimt, men dog i glimt. Hver gang vi ser os selv som værende vores personlighed, vil vores Bevidsthed fyldes af det, der fylder i personligheden. Hvis det lykkes for os at adskille personligheden i os fra Bevidstheden og vores identitetsfølelse hviler i Bevidstheden, så vil personligheden være tilstede i Bevidstheden fra tid til anden på helt samme måde som den ydre verden vil vise sig på filmlærredet. Det ene vil ikke være tættere forbundet med Bevidstheden end det andet. Det vil alt sammen komme og gå. Fylde bevidstheden og forsvinde igen. Det vil ikke længere være rigtigt og forkert. Noget mere foretrukkent end andet. Det vil blot være billeder, der kommer til syne på Bevidsthedens lærred og forsvinder igen. Som bølger på havet, der kommer og går, mens havet hele tiden blot er havet.
Vores lidelse kommer så at sige af vores identificering med personligheden i os og vores frihed og indre lykke bliver en konstant virkelighed, når vi bliver et med Bevidstheden. Ikke kun som en tanke. Ikke kun en teori eller tro. Vi bliver nød til helt konkret at slippe vores samhørighed med vores personlighed for at hvile i Bevidstheden. Når vi gør det, holder vi op med at bedømme alt i vores personlighed og i den ydre verden. Så ser vi det, oplever det, tillader det, gennemlever det, samtidig med at vi er uberørte af det. Vores tilfredshed, fred og lykke bliver en bagvedliggende grundtone i alt, hvad der ellers viser sig i Bevidstheden.
Jeg tror, at det er det, der menes med, at vi skal blive som små børn igen, ellers kommer vi slet ikke ind i Guds Rige. Små børn ser, oplever og sanser, hvad end der er uden filter. De har ikke identitet i noget af det, førend de lærer, at de ikke KUN ER, men at de er dette eller hint. I opdragelsen lærer de at identificere sig med personligheden og mister Bevidstheden af syne. Vi skal genfødes og blive som børn igen. Være frie. Blot være. Genforenes med vores udspring Bevidstheden.