Gennem mit møde med meditation åbenbarede den sti sig, som Ramana udstak. Den vej indebar i mit tilfælde en stor del hengivenhed til den kraft, som viste sig for mig i den fysiske form af Ramana Maharshi. Det tog en rum tid, førend det gik op for mig, at den ydre form, blot var en form for at mit sind kunne kapere det, jeg oplevede og at den sande mester ikke er Ramanas ydre form men derimod den kraft, som arbejdede med denne ydre form som sit redskab. Der gik endnu længere tid, førend jeg blev klar til at anerkende, at den kraft, jeg så i Ramanas ydre form, er den samme kraft, som findes i mig. At vi i bevidstheden er et.
Mit intellekt er meget stærkt styrende og derfor blev min vej ikke kun gennem hengivenhed til Ramanas tavse væsen og gennem Self-inquiry, hvor jeg undersøgte, hvem vidnet i mig er. Helt af sig selv opstod der, mens jeg fulgte Ramanas lære, også en anden vej, som på mange måder mere lignede en psykoterapeutisk vej end en spirituel søgendes vej. Det var en vej, hvor jeg fik endevendt alt i min personlige historie. Langt hen af den vej var et af mine personlige mål at blive et bedre menneske. At ændre alt det ved min personlighed, som jeg havde svært ved at acceptere. Jeg indså dog undervejs, at denne vej ikke havde som formål at gøre mig til et bedre menneske, men snarere opstod for at hjælpe mig med at vikle mig ud af alle de slør, som forhindrede mig i at se, mærke og manifestere min sande natur. At jeg undervejs måske udviklede mere rummelighed pga. min stigende forståelse, ændrer ikke på det faktum at set fra min universelle naturs synspunkt var jeg perfekt, præcis som jeg var, hele vejen igennem.
Men for mig betød mit møde med Ramana, at alt i den ydre verden blev som et spejl af min indre læring. Der var ingen grænser mellen det indeni mig og verden udenfor og den ydre verden blev som en forlængelse af Ramana, der igennem mine oplevelser viste mig, hvordan jeg kunne vikle mig ud af mit net. Samtidig viste denne spejling mig også, hvilke dele af nettet, mit personlige jeg virkelig var fanget i. Selvom denne vej tit virkede mere som en rejse ind i min personlighed end ud i Ramanas anvisninger om self-inquiry, er jeg ikke i tvivl om, at den var nødvendig for mig og mit sind. Det var den eneste måde, hvorpå mit sind kunne blive trygt nok til, gennem forståelse af mit personlige liv, at give slip og lade sig opløse i den universelle væren. Heldigvis for mig, har Ramana flere steder beskrevet denne rejse, hvor Selvet både udefra og indefra leder personligheden fremad mod befrielse. Samtidig har han også givet udtryk for, at hans tavse hjælp, der virkede i et menneskes sind, også hjalp mennesket til at finde de “andre metoder”, der egnede sig bedst til at udvikle præcis det menneske. Dette er oftest nødvendigt for dem, der kæmper med at få sindet til at falde til ro, hvilket passede på mig.
På den måde benytter jeg mig, i min undervisning, af 2 veje til frigørelse. Den ene er at blive et med bevidstheden og forbliver der, hvis man kan. Så vil bevidsthedens klarhed brænde alt det ubevidste væk, indtil identiteten er i bevidstheden. Den anden er at blive ved med at undersøge og forløse personligheden, indtil alt ubevidst er blevet bevidst. Så står kun bevidstheden tilbage, mens personligheden i sit arbejde har opløst sig selv. (Personligheden er blevet skabt af alt det ubevidste).
På den første vej ser jeg mange, der er i stand til at være i værenstilstanden, så længe omgivelserne nærer det. Og jeg ser mange, der lige så snart omgivelserne giver udfordringer, igen bliver fanget i slørets spind. Nogle ender enddog med at tro, at de er frie og rolige. Men de kan ikke mærkes. Det føles mere som om, at de bruger deres viden om stilhed til at undertrykke alt, hvad de føler nedenunder. Det er ikke frihed. Der luer så at sige altid en fare for at forsøget på at blive i bevidsthedens lys forårsager undertrykkelse af personligheden på en sådan måde, at personligheden ikke bliver brændt væk men kun bliver undertrykt. Dette vil lede til kontrol, selvom det bliver gjort i erindringen om bevidsthedens klare lys. Men lyset vil ikke være ægte, men blot en refleksion af et minde. Derfor vil intet blive brændt væk. Dette ses til tider hos personer, der mediterer meget. Meditationen som redskab bliver til et kontrolredskab og mister sin kvalitet som værende et undersøgende redskab, fordi sindet vil ind i en bestemt tilstand i stedet for at undersøge, det der er.
Det er let at opleve et øjebliks oplysning. Sværere at være befriet for evigt. Derfor handler læren på disse sider også om at undersøge personligheden og forstå dens natur fuldstændigt for derigennem at blive i stand til at give slip.
Den anden vej, den psykoterapeutiske vej, kan derfor være et vigtigt redskab på den spirituelle vej. Jeg ved, at der på denne vej er en fare for, at der i arbejdet med at få det ubevidste op til bevidstheden bliver skabt et mønster, som forhindrer sindet i at opdage, når der er blevet tømt ud. Opgaven med at finde noget nyt at rense bliver så at sige en vane, der forhindrer sindet i at se den tomhed og den plads, der er kommet til syne i bevidstheden. Sindet bliver så derfor ved med at bruge minderne til at hive noget frem fra hukommelsen. Også selvom det, der bliver hevet frem, ikke længere vil have det store tag i dig. Det vil faktisk være færdigbearbejdet, men sindet vil blive ved med at endevende alt og man vil dermed misse stilheden og roen, når den endelig opleves et kort sekund, fordi man har så travlt med at finde det næste at analysere.
Nogle følger den ene vej og andre følger den anden vej. Det er dog også muligt at følge begge veje samtidigt. Det minimerer risikoen for at ryge i den ene eller den anden grøft, fordi intet bliver undertrykt. Alt inviteres til at være der. Samtidig forårsager kontakten til bevidstheden, at båndet kan kappes hurtigere til personlighedens historier, fordi identiteten ikke kun holdes i personligheden men også holdes i identitet med bevidstheden. Bevidstheden bliver et anker, hvori personligheden trygt kan undersøges og uhensigtmæssige mønstre kan slippes uden følelsen af at gå i opløsning. Eller med følelsen af at gå i opløsning men samtidig også følelsen af at blive integreret i bevidstheden.
Jeg ser ingen modsætninger i denne praksis i forhold til Ramanas lære. Der findes hint til denne praksis alle steder i hans lære. Om ikke andet har det været den vej, han har undervist mig både gennem sin tavshed, sit blik og sine ord, samt livets ydre skubben og bevidsthedens trækken mig indad mod mig selv. Det er den lære, som er blevet mig givet gennem direkte erfaring på egen krop. Og derfor selvfølgelig den udgave jeg har at tilbyde. Som Ramana ville have sagt, må vi alle følge vores skæbne og være tro mod den. Kun vores skæbne ved, om vi er i stand til at blive opslugt i væren med det samme en gang for alle eller om vores tidligere betingninger forhindrer os heri. I så tilfælde må vi gøre, hvad der tilfalder os og følge sporene, indtil vores betigninger er blevet opløst en gang for alle.