Det simple i væren

I vores samfund oplever jeg en tendens til at gøre alting meget mere kompliceret, end de behøver at være. Det føles næsten som om, at vi tror, at vi er dumme, hvis vi udtrykker os simpelt og at jo mere kompliceret noget bliver forklaret, des mere klogt er det. Igennem årene har en anden overbevisning sneget sig ind i mit væsen og er blevet en grundpille i mit liv. Jeg er således af den overbevisning, at hvis vi virkelig har forstået noget til fulde, ja så er vi også i stand til at beskrive det på en meget simpel måde. Ja nærmest så banalt, at mange vil tro, at vi enten bevidst skjuler sandheden fra dem eller at vi slet og ret bare er dumme. Det er interessant at se, hvordan intellektet puster sig op ved hjælp af alverdens ord og forklaringer. Og trist at se, hvor mange der søger forgæves, fordi de tror, at det de søger er noget kompliceret. Noget ophøjet. Noget uforklareligt. Det ses indenfor alle områder og dermed selvfølgelig også indenfor det område, hvor mennesket søger dybere mening med livet, med verden, med hvem de selv er. En af de største forhindringer i denne søgen er overbevisningen om, at det skal være svært og nærmest uopnåeligt. At man skal sidde på en bjergtinde i 20 år for at nå til vigtige erkendelser. At man skal have mødt den og den guru for at have en chance for at mærke sin egen natur. At man skal foretage bestemte ritualer. At man skal gå så grueligt meget igennem for måske at få bare et lille glimt af sandheden.

Denne tekst har ikke til hensigt at frastøde ritualer eller neglicere vigtigheden af den daglige praksis på vejen. En guru kan være det holdepunkt, der i en ydre form hjælper sindet på dets vej. Et nødvendigt holdepunkt. Alt dette kan være vigtige hjælpemidler på vejen for at få sindet til at give slip på sine fastlåste overbevisninger. Denne tekst har blot til hensigt at henlede opmærksomheden på selve sindets tendens til at komplicere alting. Til sindets behov for, at alting skal være unikt og svært at opnå for, at det har værdi. Selve denne bedømmelse i sindet, hvor alting skal vejes og findes for let, hvis det ikke er kompliceret nok. Klogt nok. Denne tendens i sindet er en kæmpe forhindring i sindets evne til at indse livets simplicitet. Mærke livet. Være tilstede og være tilfreds. Føle øjeblikke af simpel lykke uden årsag.

Mit sind var engang ekstremt knudret og evigt på jagt efter at finde meningen med livet. Det har taget mange år, at stilne mit sind nok til, at det kunne lære blot at lytte og blot at være tilstede. Nysgerrigt undersøge uden behov for store kompliceret forklaringer. Idag ser jeg det, som om at jeg var helt viklet ind i mit sinds slør. Helt viklet ind i min egen vigtighed og arrogance. Og jeg ser, hvordan mine ord blev brugt til at booste min personligheds opfattelse af at være betydningsfuld. Være klog. Klogere end alle andre. Præcis den stolthed og arrogance er vores største forhindring mod lykke og forståelse af altings simple natur.

Men en dag på denne rejse med at afvikle sindet og samtidig prøve at forstå sindet og bevidsthedens natur, går det pludselig op for mig, at jeg er Bevidsthed. Jeg har på daværende tidspunkt læst om Bevidsthed i over 20 år og jeg ved intellektuelt en del om emnet. Men lige her er det pludselig ikke en tanke mere. Det er en direkte oplevelse. Jeg kommer spontant til at grine af, at jeg i alle disse år har gjort det til noget meget svært og uopnåeligt. I virkeligheden er det så usandsynlig simpelt!

Jeg er hele tiden tilstede. Hele tiden bevidst. Alt, hvad mit sind eller min krop foretager sig, foregår i mit bevidste nærvær. Jeg prøver alt muligt af bare for at se, om jeg kan forstyrre oplevelsen af at være Bevidsthed. Jeg går stille. Jeg går hurtigt. Jeg løber. Jeg er stille uden ord. Jeg er tanketom. Jeg har tanker. Jeg taler. Jeg spiser. Ligegyldigt hvad jeg gør, så forstyrres min oplevelse af at være Bevidsthed ikke. Det viser sig at fortsætte natten igennem også, for samme nat er jeg bevidst hele natten igennem, imens min krop sover og mit sind drømmer og blander sig med de andre sovende sind i rummet. En evig dans sindene imellem, hvor den ene tanke ubevidst forandrer alle de andre sind. Igennem det hele er jeg fuldstændig tilstede.

I den tidlige morgen oplever jeg, hvor smukt morgengryet er, når duggen løber ned af bladene og dyrerne vågner i deres huler. Jeg er ligesom i bevidstheden udenfor, hvor jeg mærker græsset og duggen, der løber ned af et blad. Jeg er både bladet, der mærker duggen løbe ned af sig og duggen, der løber ned af bladet. Samtidig er jeg alt andet i haven. Græsset. Dyrerne. Hulerne. Vinden i trætoppene. Stjernehimlen og morgenen, der gryr. Det hele sker i mig. I Bevidstheden.

Mit sind vågner og tænker, om jeg mon vil være træt, da jeg har været vågen hele natten. Da min krop strækker sig, opdager jeg, at jeg er fuldstændig udhvilet og har sovet himmelsk. Mit sind og min krop er klar til en ny dag efter en god nats søvn. I badet griner jeg over, hvordan min krop vasker sig selv. Jeg opdager, at jeg aldrig rigtig har været helt tilstede, mens jeg har badet. Mit sind har altid været igang med et eller andet i sin evige tankerække. Ikke fuldt tilstede i nuet. Men denne morgen er jeg her. Lige her. Mærker vandet på huden. Lytter til kroppens rutiner. Måde at vaske håret på. At stryge sæben op og ned af armene og resten af kroppen. Vandet, der vasker sæben væk. Håndklædet, der med hjælp fra armene tørrer kroppen. Tøjet, der tages på. Jeg observerer, hvordan mit blik undersøger mit ansigt i spejlet for at sikre sig, at jeg er klar til at gå ud og blive mødt af andre. Lytter til, hvordan min stemme egentlig lyder, når jeg siger noget. Hvad tankerne i mit sind egentlig tænker. Det foregår alt sammen af sig selv. Jeg behøver ikke at gøre noget som helst, for at det sker. Det sker bare af sig selv, mens jeg er bevidst om, at det sker.

Under morgenmaden opdager jeg, at min krop er holdt op med at spise. Den bliver simpelthen nød til at vente med at putte mad i min mund. Jeg kigger på min siddemand, der med stor appetit spiser en appelsin. Han er sulten og spiser virkelig hurtigt. Jeg smager appelsinen og hans kæbers hurtige tykken. Jeg mærker, hvordan det føles at skrælle appelsinen med hans fingre, hans arme og hans brystkasse og hvordan hans kæber bider om appelsinstykkerne, så saften spreder sig ud i hans mund. Det føles helt anderledes at spise en appelsin med hans krop end med min. Det er på ingen måde velkendt. Dog er det fuldstændigt nærværende og det, der er i min bevidsthed lige der. Det går op for mig, at der i denne tilstand ikke findes ”andre”. Jo ganske vist sidder min krop her og min sidemands krop der og ligner to forskellige kroppe. Er to meget forskellige kroppe. Men oplevelsen i Bevidstheden er den samme. Appelsin. Det at skrælle og spise en appelsin. Og smagen af appelsin. Det hele smelter sammen til enhed.

I zen buddhismen er en del af praksissen at observere et objekt, indtil man smelter sammen med objektet. F.eks. i thecermonien, hvor den, der laver theen (subjektet), theen (objektet) og duften/smagen af theen (handlingen), går op i en højere enhed, så oplevelsen af the, er det eneste, der forbliver tilbage. Både subjektet og objektet er gået i opløsning i selve oplevelsen af theen. Der er kun theen tilbage. Den direkte oplevelse af theen. Jeg indser, at jeg i denne bevidsthedstilstand er et med Ramana. Endelig et med Ramana. Der er kun Bevidsthed.

Det simple er, at vi alle sammen oplever dette i glimt i vores helt almindelige hverdag. Hver gang vi oplever noget intenst. Noget nyt. Naturens storslåethed. Forelskelse. Men også noget traumatisk, hvor hele verden pludselig ikke har noget filter og vi oplever alting helt intenst. Både det smukke, som vi gerne vil suge til os og det brutale, som hiver os ud af vores almindelige overbevisninger. Der er en hårdfin grænse mellem at overgive os selv til nuet og at blive brutalt revet ind i nuet. Men oplevelsen er i sin rene form ens. Opløsning af personlighedens vante struktur. Fuldstændig tilstedeværelse i det, der er. Når vi oplever det på en positiv måde, vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at finde dertil igen. Når det sker på en brutal måde, vil sindet gøre alt, for aldrig nogensinde at få os derind igen. På begge måder mister vi nærværet igen, fordi vi stræber efter det og forsøger at fastholde det eller løber fra det og forsøger at undgå det.

At være bevidst tilstede er simpelt, fordi det eneste, det kræver, er, at du tillader det, der er og har din identitet i selve Bevidstheden. Det kræver ingen ritualer. Ingen bestemte steder. Du kan være tilstede allevegne. Faktisk kan du slet ikke undgå at være tilstede. Du kan blot undgå at være bevidst om, at du er tilstede, fordi dit sind er i gang med en eller anden tankerække om noget, der skete eller vil ske et andet sted, på et andet tidspunkt. Det er så simpelt, at det kaldes vores sande natur. Så simpelt at alle børn er i denne tilstand, indtil de lærer ikke at være det. Indtil de lærer, at de ikke må glo. Ikke må være umiddelbare. At de skal være kloge og kun er kloge, hvis de kan komplicere alting. Så simpelt er det. Det svære er, at du skal kunne tillade alting, præcis som de er, uden ønske om, at noget som helst skal være anderledes, end det er. Det kan være svært, så længe din identitet er i personligheden. Så længe vil personligheden forsøge at beskytte sig selv for at undgå smertefulde sansninger og hige efter nydelsesfulde øjeblikke. Når identiteten er i Bevidstheden, skabes der plads til at smage alt, præcis som det er, ligegyldigt hvordan det smager. Så opløses modstanden og forhindringerne i personlighedsstrukturen og så kan tilstanden af bevidst nærvær blive en mere integreret del i hverdagen. Måske en dag en konstant bevidst tilstedeværelse i dig. Det er aldrig Bevidstheden, der forlader dig. Det er dig, der konstant forlader Bevidstheden og ryger tilbage i det ubevidste. Måske er det på tide at forblive bevidst. Det er faktisk ganske simpelt.