Jeg blev engang, siddende i meditation, spurgt af et barn på 5 år, hvad jeg sad og lavede. Jeg svarede, at jeg mediterede. Barnet spurgte nysgerrigt: ”hvad er det?”, hvortil jeg svarede, at det var at sidde i stilhed uden at tænke tanker. Barnet kiggede undrende på mig. Der var helt stille et øjeblik, hvorefter det kundgjorde: ”Det kan man ikke!” Alledere som 5-årige er de fleste af os så identificerede med tankerne, at det er utænkeligt, at de ikke skulle være der hele tiden. ”Mine tanker” som vi hver især kalder dem.
I den moderne filosofi har vi med Rene Decartes ”Jeg tænker, altså er jeg”, for alvor fået denne overbevisning indprintet i hele vores samfund. Vi tager for givet, at det er vores tanker og dermed vores sind, som giver os eksistensberetigelse. At vi slet ikke vil være til, hvis vi ikke tænker hele tiden. Vi tillægger tankerne enorm meget værdi. Vi undslår os fra at gøre noget som helst uden først at forhøre os med vores tanker. Vi har sammenkædet vores eksistens med vores tanker og dermed afskåret os fra at opdage, hvad vi ellers er udover vores tanker.
De fleste mennesker har en konstant indre dialog kørerne i sindet. Hele dagen spiller denne båndoptager med endeløse rækker af tanker, der opstår, fordi der ikke er fuld accept af livet, som det er. Når vi har modstand indeni os, rejser tankerne sig for at give udtryk for modstanden. Tankerne tager sorgerne på forskud og bekymrer sig længe inden noget skal ske. Eller de bekymrer sig om noget, som viser sig aldrig at komme til at ske. De arbejder på højtryk med at reagere på den helt rigtige måde i selve situationen. Og bagefter fortsætter den indre dialog med alle de scenarier, som kunne have været udfaldet, hvis vi bare lige havde handlet anderledes i selve situationen. Al denne aktivitet i sindet har en tendens til at gøre os helt forvirret og i bedste fald bare trætte. Mens vi er i tankernes vold, er vi tit overbeviste om, at alle disse tanker er nødvendige for, at vi kan vælge rigtigt.
I meditation kan vi opøve en praksis, hvor vi bliver i stand til ikke at identificere os med tankerne. Hvor tankerne bliver lyde på samme måde som de lyde, vi kan høre udenfor, når mennesker taler. I en sådan praksis kan vi blive i stand til at lytte til tankerne uden at blive opslugt af tankestrømmen. Vi kan også blive i stand til bare at være tilstede og tillade tankestrømmen at være der, uden at vi er tankerne. Vi hører dem på helt samme måde, som vi foreksempel lytter til en vens tale. Uden identifikation. Når vi begynder at lytte til, hvad tankerne egentlig siger, går det måske op for os, at det eneste alle tankerne oftest gør, er at forvirre os yderligere i stedet for at afklare.
Så begynder vi måske mere bevidst at bruge vores meditationspraksis til at stilne sindet, inden vi skal tage vigtige beslutninger. I det bevidste nærvær lader vi sindets evige tale falde til ro. Når modstanden i sindet aftager, aftager tankerne også stille og roligt. Først opdager vi måske, at vi ikke længere bekymrer os så meget om ting, der kan ske ude i fremtiden. Så opdager vi, at vi bliver hurtigere til at slippe oplevelser, der normalt fylder os med modstand over det skete eller det, der kunne være sket eller det, der helst skulle have været sket i en given situation. Vi begynder så at sige at acceptere situationen, som den er, uden ønske om at lave om på den. Så vil der i selve situationen måske komme tanker, som fortæller, hvad der er bedst at gøre lige nu. Eller tanker om noget i fremtiden, som skal planlægges. Men i stedet for at det aktiverer de første hundrede forslag, så smider tankerne måske kun et par valg på bordet. Og når vi har valgt, slipper tankerne igen og fortsætter ikke deres lange analyse af, om det nu var det rigtige valg. Stille og roligt med mere og mere øvelse, begynder den evige indre dialog at stilne. Så vil vanen i sindet med hele tiden at hive fat i det næste og det næste aftage.
Når det sker, bliver vi mere og mere stille. Lyttende. Får instinktivt lyst til bare at hvile. Ikke sove. Blot hvile i freden og tilstedeværelsen. Så bliver alting helt nærværende. Vi mærker vores egen tilstedeværelse. Tankerne kan komme og gå, ligesom lydende i rummet. Vi kan lade dem komme og gå og bevare vores tilstedeværelse ved blot at være lyttende. Evnen til ikke-gøren kan vise sig med det samme eller kan tage mange år at opøve.
De fleste øver sig først igennem en meditationspraksis, hvor de sidder stille og udelukker lyde udenfra. Det kan være nødvendigt for at kunne komme ind til stilheden. Men når denne praksis er etableret og det er blevet en vane at blive i nærværet i meditation i stilhed, så er det tid til at udvide meditationen til alle andre funktioner i livet. Så kan vi lege med at kunne forblive bevidste, mens vi laver et måltid mad, går en tur, sidder i en samtale med et andet menneske. I starten vil vi måske opleve, at når kroppen er i bevægelse, så kommer der også flere tanker. Sindet vækkes, når kroppen vækkes og omvendt. Lad det ske. Vær bevidst om, at det sker. Omfavn det, mens det sker og forbliv så i det bevidste nærvær.
Ikke-gøren i meditationspraksissen handler om, at vi forbliver i det bevidste nærvær, ligegyldigt hvad vi ellers laver. Det handler ikke om, at vi skal være kropslig ubevægelig eller altid fuldstændig tanketomme. At være stilhed betyder ikke, at vi aldrig må tale. Det betyder blot, at munden kan tale, mens sindet forbliver stille. På samme måde er ydre tavshed ikke en garanti for indre stilhed. Vi kan have aflagt tavshedsløfte og stadig bruge en million ord inde i hovedet. Det er ikke stilhed, selvom der er ydre stilhed.
Men det er faktisk ganske simpelt. Et nærværende sind, er altid et lyttende sind og dermed et stille og fredsfyldt sind. Kroppen kan være i gang med dagens gøremål, men den indre kommentator, der bekymrer sig eller sætter spørgsmålstegn ved, om handlingerne skulle have været anderledes og bedre, udebliver. Eller også er kommentatoren stadig til stede, men efterhånden som den ikke fodres, vil den stille og roligt klinge af. Det kan tage flere år eller ske hurtigt. Sikkert er det i hvert fald, at jo mere fokus vi giver den indre kommentator, jo mere næring tankerne får, des flere vil der komme af dem. Jo mere vi undertrykker tankerne jo højere vil de råbe i et forsøg på at blive hørt. Eller de vil lade sig undertrykke og styre endnu mere fra det ubevidste. Hvis vi derimod lader tankerne være der, men ikke giver dem en masse næring gennem flere tanker, så vil de miste deres kraft. Så vil den indre kommentator forsvinde og efterlade sindet stille og fredsfyldt, ligegyldigt om vi er i bevægelse eller sidder stille.
Ved at øve det i alle livets forskellige situationer og ikke kun i stillesiddende meditation, vil vi blive i stand til altid at være tilstede. Ikke kun i retræte langt væk fra verdens stress og jag. Men altid. Det at være i stille bevidsthed, betyder ikke, at vi mister evnen til at være i verden. Tværtimod. Evnen styrkes snarere. For med færre tanker og større nærvær, bliver vi i stand til at tage afklaret beslutninger, der udspringer af, hvad der sker i nuet, i stedet for beslutninger, der er bestemt af bekymringer eller fortidens erfaringer. Beslutningerne bliver taget, når de skal tages. Dag for dag. År for år. Det eneste, der er forandret, er den ro og fred, der findes i sindet, når den indre kommentator slipper sit greb. Så bruges tankerne til at klare de opgaver, vi står lige umiddelbart overfor. Resten af tiden er der stilhed og lytten. Det skaber en følelse af et fredsfyldt liv, selvom vi kan står midt i en turbulent periode i det ydre fysiske liv.
Vores hænder og krop kan arbejde med alverdens ting, mens vores sind forbliver stille. Vores fokus forbliver lige her i nuet. I en sådan tilstand er der fuld accept af alt, præcist som det er. Den indre modstand er væk. Vi kan sige, at accept skaber bevidsthed og modstand skaber ubevidsthed. Jo mere modstand vi har mod noget i livet, jo mere smerte mærker vi i kroppen og jo flere tanker får vi i sindet. Både smerterne og tankerne er en indikation af, at vi skal forandre noget eller lære at acceptere det. Nogle gange det ene. Nogle gange det andet. Så smerterne og tankerne kan være vigtige indikationer, men de kan også bare være vane. Men det bevidste nærvær er konstant og vi kan leve et ganske almindeligt hverdagsliv i dette bevidste nærvær.