Det bevidste lærred

Jeg forundres tit over den kraft, der findes i ægte stilhed. Den stilhed, der automatisk opstår, når sindet trækker sig tilbage og hviler. Når den indre dialog ophører. Når kommentatoren overgiver sig i et sind og efterlader intet andet end et rungende nærvær. Den stilhed. Den rene Bevidstheds stilhed og tilstedeværelse. Selv-erkendelse er erkendelsen af at være denne rene Bevidsthed uden attributter. Stilhed er grobund for den erkendelse og ud af erkendelsen fremkommer nåden eller rummeligheden. Tilfredsheden med det, der er. Lyksaglig Bevidsthed. Når erkendelsen er fuldt integreret i et menneske, gennemsyrer det tilstedeværende nærvær alle kroppens celler.

I en sådan bevidsthedstilstand støjer personligheden ikke længere med sine egne individuelle behov. Det individuelle opløses. Alting foregår rent i Bevidstheden uden individuel prægning. Mennesket vil stadig udadtil fremstå som værende en personlighed med alt, hvad det indebærer. Men indeni vil der være plads og rummelighed. Tanker kan komme og gå. Følelser kan komme og gå. Kropslige fornemmelser vil komme og gå. Nogle gange vil det føles som opstået af det menneskes sind. Andre gange vil det oplevet stamme fra et andet sind, der tager plads i lokalet. Men det vil alt sammen være oplevelser, som er ægte og virkelige, så længe de går igennem rummet. Og det vil altid være oplevelser, som forlader rummet igen, præcis som en film, der spiller på et lærred. Filmen og lærred kan ikke adskilles, så længe filmen spiller på lærred. Når filmen slutter, kommer det hvide lærred tilsyne igen. Men lærred har været der hele tiden. Også mens det var skjult bag filmen. Lærred er en forudsetning for, at filmen overhovedet kan komme tilsyne. Der kan afspilles et uendeligt antal film på lærredet, men lærred vil altid være rent og hvidt og en nødvendig forudsætning for alle film. På samme måde er Bevidstheden altid bevidsthed med eller uden indhold. I et sådant sind summer stilheden altid i baggrunden og et sådant menneske har ikke længere samme behov for at blande sig i verden. Men kan et sådan menneske overhovedet bidrage med noget i verden?

Ifølge Ramana Maharshi kan et sådant menneske ikke kun bidrage i verden. Faktisk er denne Selv-erkendelse det største, et menneske kan give verden. Millioner af mennesker valfartede til Ramana Maharshis Ashram i Indien for at mærke det nærvær som strømmede ud fra ham og der findes uendelige beretninger om det indtryk, han efterlod i ethvert sind, der nærmede sig ham. I hans sinds stille dybder kunne andres sind finde hvile. I hvert fald så længe de blev i hans nærvær. Det kan lyde utroligt. Som eventyrlige fortællinger fra det fjerne Østen.

Men måske er det slet ikke så mystisk. Det er videnskabeligt bevist, at et spædbarns hjerterytme falder til ro, så snart det kan høre sit mors hjerte slå. Spædbarnets nervesystem ved instinktivt, at det kan være trygt, når mor er i nærheden. Hvis moderens nervesystem er i stress, vil barnets nervesystem følge moderens. Det gælder for alle børn. Men måske gælder det også for alle voksne. At vores nervesystemer reagerer på alle andres nervesystemer. Hver evig eneste gang vi befinder os i et rum med andre mennesker. Helt ubevidst følger vores nervesystemer hinanden som et led i vores forsvarsmekanismer. Hvis vi hele tiden ubevidst påvirkes af stemningerne i rummet, vil vores nervesystem være på forkant med evt. situationer, der kan udvikle sig til at true os. Når vores nervesystem mærker ro i et rum, kan det slappe af og når det mærker underliggende aggresion eller andet, kan det være på vagt. En god mekanisme at besidde.

Dette foregår hele tiden og oftest ubevidst. Vi påvirkes og påvirker. Følger strømninger. Hidser hinanden op og beroliger hinanden. Et menneske, der har kontakt til sin rene Bevidsthed, altså Bevidsthed uden indhold, bliver i ethvert rum som en lampe, der lyser klart så alle kan se tydeligt. Så længe vi alle sammen gå rundt i vores egne små indre verdener, ændrer vi hinandens tankestrømme ubevidst i et væk. Så snart bare en bevidsthed er stille og lyttende, vækker det klarheden i alle de andre bevidstheder. Det vækker evnen til at lytte. Så begynder de andre bevidstheder også at lytte lidt og pludselig indser de alle mulige ting om deres liv, simpelthen blot fordi, der er skabt plads til det. Så et menneske, hvis sind er blevet klart og tydeligt og ikke længere støjer med alle mulige ubevidste mønstre og vanetanker, bliver for alle andre sind, som en lysende lampe, der viser vej. Ikke fordi det sind forsøger at vise vej. Blot fordi at det lyser og skaber mere plads i rummet. Plads som alle andre ubevidst vil blive påvirket af og drage fordel af.

Derudover vil et Selv-erkendt menneske ofte udvise humor, tilfredshed og en åben nysgerrighed, som automatisk skaber en stor rummelighed og varme overfor andre i et rum. Alle kan frit være til stede med hvad end de har af særheder og alligevel føle sig mødt. Og som mennesker søger vi at blive mødt, forstået og set, som dem vi er. Vi søger på alle mulige måder efter de ting eller det menneske, som kan give os en følelse af ubetinget kærlighed. Nogle søger det bevidst, mens andre søger andre ting, som viser sig at udspringe fra ønsket om den ubetinget kærlighed, hvor vi bare er værd at elske, præcis som vi er. De fleste mennesker har begrænsninger og i mødet med dem støder vi på et eller andet tidspunkt på deres grænser. Deres betigning. Vi skuffes over, at vi heller ikke der finder den ubegrænset kærlighed.

Når vi så står overfor et menneske, som ikke dømmer og bare møder os, der hvor vi er. Bare er tilstede og forbliver afslappet i sit nervesystem, selvom vi måske ankommer med et stresset nervesystem, så kan vi endelig finde ro. Overgive os og lade os opsluge i den fred, som findes i et rum, hvor bare et menneske er bevidst tilstede og hvis nervesystem ikke bliver revet med af de forskellige strømninger, der går igennem rummet. Den bevidstes nervesystem kan sagtens gennemleve stress i rummet, men forskellen er, at eftersom det nervesystem er i stand til at rumme enhver stress, så vil stressen også forlade nervesystemet igen. Hos et menneske, der ikke er bevidst, vil nervesystemet have en tendens til ikke at kunne slippe stress igen, men hvis der bare findes en i rummet, hvis nervesystem kan slippe igen, så kan det nervesystem hjælpe alle de andre med at falde til ro igen.

Så bliver det afspændte bevidste nærvær som en bagvedliggende summen i rummet. Et rummeligt nærvær som tilbyder forløsning for hjertets længel efter at blive mødt og turde give sig hen. Utimativt giver det følelsen af at blive holdt af den alkærlige moder. Rummelighed. Ubetinget kærlighed. Ikke fordi et bevidst menneske nødvendigvis gør noget som helst for at holde eller give kærlighed, men fordi den plads et stille sind skaber i et rum, vækker alt det andet.

På den måde vil vores egen Selv-erkendelse være den største tjeneste, vi kan give verden. En evig mulighed for alle omkring os til at få forløst, hvad end der har sat sig fast i nervesystemet og nu styrer tanker, følelser og smerter i kroppen. Vaner i livet. Gennem vores egen Selv-erkendelse forløses vores egen personlighed. Samtidig sender det ringe i vandet ud til alle andre og skaber mulighed for forløsning hos enhver, vi møder med Bevidsthed på vores vej.