At meditere kan opleves som udforskningen af et artiskokhjerte. Blad for blad bliver forskellige lag undersøgt, smagt på og givet slip på for at tage fat i et nyt blad på vejen ind mod meditationens hjerte.
Det er årsagen til, at meditation beskrives på mange forskellige måder både hvad angår teknik og formål. Meditation er nemlig af denne årsag udtryk for mange forskellige oplevelser og processer som ændrer karakter for hvert lag, der bliver pillet af.
I de yderste lag af hjertet er meditationens fokuspunkt et objekt i den ydre verden. Det kan være flammen på et stearinlys, en lyd eller et stykke musik, der spilles eller en anden ydre genstand, som der fokuseres på mhp. at opøve evnen til at koncentrere sig. Hver gang sindet eller kroppen trækker opmærksomheden i en anden retning end fokusobjektet, skal koncentrationen igen føres tilbage til objektet.
I de næste mange lag vendes fokus fra ydre objekter til indre objekter i det enkelte menneske. I disse lag er fokus for meditationen kropslige tilstande, følelser og tanker. Disse lag bevæger sig udefra og ind ved i de yderste lag at handle om overhovedet at blive i stand til at afgrænse kroppen, mærke sine følelser og sammenkæde følelser og krosplige fornemmelser. I det mentale bevæger det sig også fra ydre abstraktioner, som visualiseringer af alverdens ting til mere og mere direkte fokus på hver enkelt tankes årsag og fødsel. Disse tre komponenter krop, følelser og det mentale bevæger sig i de forskellige lag og påvirker hinanden lagene imellem.
Dybere inde i artiskokhjertet vendes fokuspunktet mod selve kroppen og sindets udspring. Herinde bliver selve subjektet bag kroppen, følelserne og tankerne fokuspunkt for meditationen. Hvem er det, der oplever alle de andre lag?
Helt inde i artiskokhjertets midte er der helt stille. Der står kun nærværet tilbage. Koncentrationsevnen er her så stærk, at kun den står tilbage. Lyttende! Helt stille ligesom i orkanens øje.
Denne proces kan måske tydeliggøres med billedet af en hestevogn, en kusk og to heste. Den ydre verden som hestevogn, kusk og heste befinder sig i, er de objekter, som en mediterende kan holde fokus på i den ydre verden. Hestevognen repræsenterer kroppen, som bevæges rundt. Hestene symboliserer sindet (det mentale og det følelsesmæssige), hvis kraft får kroppen til at bevæge sig. Hvis hestene (altså sindet) ikke tøjles, løber de derudaf. Nogle gange løber de lidt den ene vej og lidt den anden. Andre gange stopper de op og græsser lidt. Til tider løber de helt løbsk. Sindet opfører sig som et par heste spændt for en vogn. Umiddelbart kan det se ud til, at det er hestene, der er herre over vognen og bestemmer, hvor vognen skal hen. Sådan er livet i et sind, der ikke har opøvet koncentration. Sindet styrer vognen.
Når koncentration opøves gennem meditation kommer kusken til syne. I første omgang måske kun som en svag fornemmelse af, at der er mulighed for en forandring. Mulighed for at stilne hestenes fart. Blive i stand til ikke at lade stress styrer al kørsel i vognen. Fortsættes meditationspraksissen bliver kusken mere og mere synlig. Glæden ved at opdage, at hestene (sindet) kan styres. At de er tjenere og ikke vognens herre. Erkendelsen af at kusken er vognens herre. Så vækkes interessen for i meditation at undersøge, hvem kusken er. Oplevelsen af at kusken hviler i meditationens hjerte og at både hestevogn (kroppen) og heste (sind) trygt kan hvile og lade sig styre af kusken, efterfulgt af både kroppen og sindets overgivelse.
I meditationspraksissen bevæger et menneske sig ofte også fra ydre uro både i krop og sind til mere og mere ro. I starten kan det være fuldstændig umuligt at finde ro under meditation. Mange giver op og når aldrig videre end til den første smagsprøve. De er nok ikke skabt til meditation. Sandheden er, at jo mere uro, der er i kroppen eller i sindet, jo sværere vil det være at starte en meditationspraksis. Hestene ønsker ikke at blive tæmmet og hestevognen er træt og urolig og mærket af alle vejens bump. Hvis der stoppes op, bliver der også plads til at se og mærke alle hestevognens skader. Så muligheden for, at det første, en mediterende møder på sin vej, er kropslig ubehagelighed og et sind i galop, er ret stor.
Fortsættes forsøget ved hjælp af viljestyrke, vil de fleste opleve en proces, der går udefra og indad. Både hvad angår, hvilket meditationsobjekt, det er lettest at arbejde med og hvad angår lagene i fokuspunkterne. Samtidig er det også meget almindeligt, at der springes frem og tilbage mellem de forskellige lag. Især i alle de lag, der har med kroppen, følelserne og tankerne at gøre. Krop/sind mekanismen arbejder nemlig både med topdown og buttomup processer, hvilket betyder, at alting fordøjes og integreres både udefra og ind og indefra og ud. Det vil derfor være meget naturligt, at forskellige fokuspunkter for meditation, vil falde lige for på forskellige tidspunkter.
I denne proces kan det opleves, at det er lettere at finde ro i tanker og følelser, hvis der er ro i kroppen. Altså f.eks. siddende stille i meditation. Denne positur med ret ryg og ubevægelighed i kroppen, tvinger stille og roligt sindet til også at falde til ro. Koncentrationen på et objekt, er som kusken, der hiver i tøjlerne og får hestene til at sagtne farten. Jo mere hestene kæmper imod, jo mere uro vil opleves i hestevognen undervejs. På et tidspunkt bliver praksis og evne til at fokusere så stærk at kroppen begynder at hvile. Den kan gå helt i dvale. I den tilstand kan sindet læne sig ind i kroppen og også finde hvile. Hestene vil tilsidst stå helt stille.
Denne tilstand opleves hver nat i drømmeløs søvn. Det er her både krop og sind kan samle kræfter til næste dag. Da de fleste mennesker ikke har kontakt til kusken i vognen, opleves den drømmeløse tilstand ikke. Når sindet falder i søvn, forsvinder “jeg” også. Det opleves også tit i meditation, hvor sindet forsvinder og kommer igen. Forsvinder og kommer igen, når kroppen falder til ro. Ved at opøve koncentrationsevnen, flyttes identifikationen fra sindet til kusken. Når det sker, opleves tilstedeværelse i en ubrudt strøm under meditationen. Der kan være tanker og følelser eller ingen tanker og følelser, men “jeg” bliver ved med at være bevidst tilstede. Eller rettere Bevidstheden er tilstede, selvom kroppen er i dvale og sindet i ro. I denne periode kan det tit opleves, hvordan sindet følger kroppen og omvendt. Jo mere bevægelse i kroppen, jo mere bevægelse i sindet. Og omvendt.
Fortsættes meditationpraksis herfra, begynder praksissen at blive en udadgående proces igen. Kroppen behøver ikke længere at bringes til ro for at sindet bliver stille. Kroppen kan være i fuld bevægelse, mens sindet er helt stille. Eller kroppen og sindet kan være i drømmeløs søvn, mens Bevidstheden er lysvågen. Hestene sover og hestevognen står stille, men kusken er vågen og bevidst om både heste og hestevogn. Også om hvad hestene drømmer i deres søvn.
Alting er i fuldstændig ro og i evig uundgåelig bevægelse. Sindet er stille eller i galop, mens kroppen handler og kusken helt stille og lyttende er hestevognens fører. Der er fred og evig bevægelse. Leg og kreativitet strømmer i et frit nærvær. Livet er blevet en lang meditation.