Satsang er oprindeligt et indisk ord, der består af ordet sat og ordet sang. Sat betyder sandhed eller væren, hvilket i denne kontekst refererer til menneskets sande natur. Bagved personligheden er den rene Bevidsthed. Væren uden indhold. JEG ER. Det er menneskets sande natur og når et menneske lader sindet hvile her i sin Bevidsthed opleves sat-chit-ananda. Sat, som er sandhed/væren. Chit, som er Bevidsthed. Ananda, som betyder lyksaglighed. Altså menneskets sande/værende natur af lyksaglig Bevidsthed. Sang betyder samvær. Satsang betyder altså samvær med sandhed/væren (menneskets naturlige lyksaglige natur).
Satsang er altså en betegnelse for, når et menneske er i samvær med sin egen sande natur. Hviler i sin væren. Ramana Maharshi brugte tid ordet satsang i denne betydning. Han kaldte det satsang i ordets højeste betydning. I virkeligheden kan denne form for væren i samvær jo ske på mange forskellige måder i alverdens sammenhænge, både alene og i samvær med andre, men ordet satsang er nu om dage nok mest kendt som udtryk for en begivenhed, hvor mennesker mødes for at dele denne tilstand i hinandens nærvær. Ofte med en lærer, en guru, som både gennem sin ægte stilhed og gennem ord guider folk til denne tilstand.
Det virker som om, at der blandt undervisere i denne lære er bred enighed om, at den ægte lære gives bedst i stilhed. Samtidig guider de fleste lærere i satsang oftest mere gennem ord end gennem stilhed. Ordene er mangelfulde og har kun til hensigt at lede de lyttende på vej. At pege mod tilstanden. Ordene kan aldrig fuldestgørende give en beskrivelse.
Ramana Maharshi er vel en af de få lærere, der rent faktisk underviste mest i stilhed. Mange kom forgæves og rejste hjem igen uden følelse af at være kommet tættere på forståelse. Andre forstod instinktivt at her kunne de finde fred i sindet. For dem midt imellem der ikke forstod men alligevel blev dragede af noget udefinerbart, opmunterede Ramana til, at de søgte videre gennem self-inquiry eller self-abidence. Self-inquiry er at søge efter Jeget gennem spørgsmålet Hvem er jeg? At blive ved med at undersøge indtil spørgsmålet opløser spørgeren og den sande natur står alene tilbage i stilhed. Self-abidence er vejen for de personer, der er i stand til at overgive deres personlige selv til Selvet, Gud, Ramana Maharshi eller en anden lærer, der allerede har transederet al dualitet. På denne vej sker overgivelsen gennem kærlighed til Selvet/Gud i den form, som Selvet har taget. Altså Ramana, Jesus, Gud eller en anden lærer.
Vi kan mødes med andre mennesker i satsang og det er almindelig kendt, at det er lettere at meditere sammen end alene. Sindene påvirker hinanden. Hvis der er en lærer tilstede, som virkelig hviler, bliver det som en vej for alle andre. Vi kan også alene søge denne indre tilstand, hvor ordene ophører og stilhed tager over. For mig mærkes denne tilstand oftest som en dyb hvilen i kroppen. En indre fornemmelse af, at kroppen falder i hak og bare kan sidde på samme måde i uendelighed. Så opstår fravær af behov for at gøre noget som helst. Både i kroppen og i sindet. Et intenst fravær af behov for at handle. Trang til bare at overgive sig og give slip. Helt slip!
Ordene har intet rum her. De kan ytres, men de har ligesom mistet deres kraft. De fleste kan forstå dette, hvis de bliver bedt om at fortælle, hvad kærlighed er. Hvordan kærlighed føles. Vi ender med blot at kunne læne os tilbage ind i følelsen og være den. Opgive både følelsen og os selv på vejen. Vores sande natur trækker os ind mod sig selv og fra ordenes verden føles det som en længsel efter at overgive sig til freden. Til kærligheden. Til samhørigheden.
I dette ordløse univers opløses alting helt af sig selv uden anstrengelse. Fortrængninger ser dagens lys og viser sig klart og tydeligt. På et øjeblik. Den normale tid er sat ud af spillet. Traumer forløses. Uden anstrengelse. Ses. Opleves. Rummes. Slippes. Her heles hjerter uden synlig årsag. Vores sande natur brænder alle vores forhindringer væk. Alle vores sorger. I hjertet af Bevidsthed bliver alting oplyst og belyst. Tilbage bliver tilfredshed. Lykke.
I denne tilstand kan kroppen sagtens bevæge sig og handle, men fraværet af behov for at gøre noget som helst tager over. Det kan lyde passivt. Som om der i denne tilstand findes apati mod verden og dens gøren. Det gør der på ingen måde. Det eneste, der i denne tilstand bliver passivt er Jegets behov for at gøre noget bestemt. Eller rettere Jegets behov for at føle, at det er Jeget, der handler. Jeget bliver passivt. Men med øvelse kan kroppen sagtens stadig være aktiv og meget givende og delende med alle omkring sig. Både i kropslig bevægelse og i ord.
Hver gang jeg sidder i stilhed i meditation, udløser denne fornemmelse af fravær af behov for at handle, en ubeskrivelig trang til bare at blive her for evigt. Læne mig dybere ind i roen og give helt slip. Helt slip på alt i personligheden. Bare lade mig smelte helt sammen med min kilde. Denne længsel har været i mig altid. I form af ønsket om at føle samhørighed med min familie, min kæreste og på en helt anden måde mere og mere bevidst, siden mit møde med Ramana. Fra en ydre samhørighed til en indre, der tilsidst opløser al tale om indre og ydre.
Det er den stærkeste kraft, jeg nogensinde har mødt og i den kommer alle forklaringer til kort. Ramana udstrålede denne kraft og han udstak kun anvisniger om self-inquiry og overgivelse, fordi han vidste, at ikke alle kunne modtage hans lærer i stilhed. Jeg formoder, at Ramana var et sted hvor det ingen forskel gjorde for ham, om han brugte ord eller sad i stilhed. Stilheden havde overtaget ham og var så gennemsyrende en kraft i ham.
I mig findes længslen efter bare at kunne dele i stilhed. Give kraften lov og plads til at gøre arbejdet hurtigere end min personlighed med sine ord kan udrette. Ordene er så mangelfulde. I virkeligheden er det nok en længsel efter altid bare at hvile i stilheden. Overgive mig og blive et med min kilde. Ramana søgte som ung tilflugt hos bjerget Arunachala. Overgav sig fuldstændigt til det. Sad i flere år i denne talende stilhed. Min vej er en anden her midt i det pulserende hverdagsliv. Vi har alle vores vej at gå. Så jeg går min og glædes over mine stunder i ægte satsang. I det rene ordløse sprog. Hvilende i den sande natur.