Engang havde jeg døden tæt inde på livet stort set hver dag. Jeg overvejede dagligt, om der var en mening med livet og havde bestemt mig for, at hvis der ikke var en mening med livet, så var der heller ikke nogen mening i at leve det.
Mit møde med Ramana Maharshi ændrede mit forhold til døden. Det ændrede sig radikalt, fordi min oplevelse af mit jeg forandrede sig. Inden den dag var mit jeg det samme som mine sindstemninger. Jeg var mine sindstemninger og intet andet. Efter mit møde er mit jeg friheden i at være. Blot at være uden at være dit eller dat. Sindsstemningerne kommer og går som skyer på himlen. Men ligesom skyerne ikke er himlen men kun er på gennemrejse, således er sindsstemningerne blot stemninger og ikke mig.
I denne erkendelse blev det klart, at intet i mig i virkeligheden ønskede at dø. Tankerne om at tage mit eget fysiske liv, var opstået af behovet for at få fred indeni. Fred for alle tankerne. Fred for et liv, hvor alting gik i ring i mit sinds begrænset perspektiv. Begrænsninger skabt i min opvækst. Mine personlige overbevisninger. I virkeligheden ønskede jeg blot at få fred fra mig selv. Fred fra alle sindstemningerne, som jeg definerede som værende mig. Med erkendelsen af, at jeg ikke var mine sindsstemninger, at de skete i mig men ikke var mig, forsvandt tankerne om at begå selvmord også. I den erkendelse blev jeg med et fri af sindets begrænsende natur.
Samtidig blev al snak om selvmord meningsløst, fordi noget i mig havde indset, at i min essens er jeg selve livet. Selve kilden. Nærvær. Kroppen kan dø, men livskilden i kroppen vil ikke dø, når kroppen dør. Derfor blev det meningsløst at slå kroppen ihjel. Jeg ville alligevel ikke dø i den handling. Ønsket om at dø havde mistet sit grundlag. I mit nye nærvær var der kun liv og glæde over at være til. Glæde over at være. En intens glæde over livet. Sindets tidligere betingning, hvor livet var meningsløst og hårdt var forsvundet. Sindet kunne stadig ryge ind i de velkendte mønstre, men det var som at lytte til en nær veninde. Jeg hørte ordene, men vidste samtidig, at livet i mig indeholdt en iboende glæde som var uafhængig af mine tanker, følelser og de ydre omstændigheder, jeg befandt mig i. Det var som at vågne fra en drøm og indse, at mit sinds liv virkelig bare var en drøm som kørte derudaf i sin betigning. Og at alle andres sind er styret af deres betigninger i opvæksten.
Det er årsagen til, at der i hinduismen tales om, at verden er uvirkelig. At vi skal vågne af drømmen for at blive frie. Det skal ikke forståes, som at verden og det, der sker i verden ikke er virkeligt. I den relative verden er det meget virkeligt. Det skal blot forståes på den måde, at ultimativt er vi livsenergi som er evig og konstant skifter former. I den relative verden er alting forgængeligt.
Når vi er vågnet af sindets drøm, kan sindsstemninger til stadighed blive ved med at komme og gå. Men de har ikke længere samme kraft. Der kan være sorg eller glæde. Frygt eller nydelse. Forvirring eller klarhed. Men igennem det hele er der en tone af nærvær, der kraftigt eller svagt nynner og fortæller, at jeg er evig Bevidsthed, der gennemlever alverdens ting. Ikke er de ting, men blot er tilstede i alle oplevelser.
Hvis vi erfarer dette gennem direkte erkendelse af vores sande natur af livsgivende energi, så bliver spørgsmålet om liv eller død meningsløst. Paradoksalt nok skal oplevelsen af at være et individ samtidig dø, for at vi kan lande i vores sande natur. Her forsvinder al individualitet nemlig også. På det plan er alt et og sammenhængende. Da er jeget et og ikke to. Og lige der forsvinder oplevelsen af et afgrænset jeg også. Så er der kun væren.
Så når vi taler om døden og om at vi skal dø, taler vi om egoet eller sindet. For at kunne være nærværende tilstede til alle tider, må sindets identitet med alverdens ting dø. Helt og holdent. Der må sindet i ethvert øjeblik lade fortiden men også fremtiden dø og forblive tilstede i nuet. Det føles fra sindets perspektiv som at dø og det kan fremprovokere megen frygt. Frygt for at gå i opløsning. Frygt for døden. Men fra livskildens perspektiv kan intet virkeligt dø. Alle former vil evigt forandre sig og det vil ligne død. Men energien bagved, atomerne, er evige og skifter blot ydre form.
I frygten for døden eller ønsket om at dø og få fred stopper alting. Sindet holder livskilden nede og kan skabe alverdens isolation og kamp både i det indre og i det ydre. Det kan vise sig i mange former og handlinger. I nærværet gennemsyrer livet alting. Isolationen ophører og oplevelsen af samhørighed og enhed tager over. Kreativiteten og nysgerrigheden blomstrer. Livet skaber blot for at skabe. Deler, leger og skaber. Samtidig giver livet frivilligt slip på det, der har været for at tillade det, der er lige nu. En uendelig kæde af død set fra det perspektiv, hvor forandring er svært for sindet, der ønsker at holde fast på en bestemt identitet. En uendelig kæde af liv set fra det perspektiv, hvor forandring er en naturlig del ved livet. En naturlig skabelsesproces, der lader noget dø for at andet kan vokse op ad asken. Ved at tillade formernes død, kan vi lade livet skinne igennem os i vores handlinger med en dyb respekt for alle formerne, fordi vi ved, at vi på det for øjet ikke synlige plan hænger sammen. Samhørighed. Enhed. Medfølende kærlighed.
Mange tror, at de skal rense sig selv eller udslette sig selv som personlighed for at blive frie i sindet og i livet. Det eneste, der skal til, er at identiteten med noget som helst opgives. Kroppen vil stadig være der. Sindet vil stadig være der. Men nærværet vil skinne igennem både kroppen og sindet. Det ydre liv vil stadig komme med udfordringer, for sådan er universets natur. Men uden identitet i det er der ingen smerte. Så er der kun friheden til at opleve det alt sammen. Præcis som det er. Det er frigørelse og formålet med al praksis i hinduisme og buddhisme. Den direkte vej er at erfare, at i væren findes ingen død. Der er der kun direkte oplevelser uden et jeg, der oplever det. Der er enhed med livskilden. Glæde og tilfredshed. Der er lidelse ophørt, fordi identifikation med sindet er ophørt og dermed er al snak om liv og død også forstummet. Der er kun væren. Evig-Lyksaglig-Bevidsthed.